Anarki paa Svalegangen
Af Uffe Normand
OVERRASKELSE: Spot er stedet, hvor du kan se og lytte til en kvindelig sangerinde med fuldskaeg
Svalegangens flotte gamle varieteteater-bygning i Rosenkrantzgade stiller i aar for foerste gang sin scene til raadighed for Spot Festivalen. Debutten var lagt i haenderne paa one-woman-orkesteret Heidi Mortenson, og det skulle vise sig at vaere et underligt, men ogsaa ok, overraskende og medrivende valg. En af Spot Festivalens styrker er, at den byder paa en raekke kunstnere, man end ikke aner eksisterer. I hvert fald kendte jeg inden i gaar klokken 17 ikke andet til Heidi Mortenson end det, Spot skriver i sit program:
- Uden stoerre opmaaerksomhed i Danmark har Berlin-bosatte Heidi Mortenson gemmen fem aar spillet sig gennem Europas elektroniske scener. Med sin unikke tomboytronica og electrocsoul er hun eksponent for et eksperimenterende og anarkistisk udtryk, hvor energisk dynamik blandes med alskens elektronisk isenkram.
Og lad mig da bare vaeare aerlig og sige, at det havde naeppe faaet mig til koncert, hvis det ikke havde vaeret for det faktum, at tonerne fra Heidi Mortenson samtidig var dem, der skulle faa Svalegangen til at traede i raekken af Spot-spillesteder.
Spaghetti-ret Naar saadan noget sker, ja, saa er avisen der naturligvis. Endda i saa god tid, at jeg og fotografen er blandt de foerste, der dukker op i den gamle teatersal, hvis gulv til Spot-lejligheden er ryddet for stole og baenkeraekker, saa der er plads 460 staaende koncertgaester. Saa mange er vi langt fra, da lyset bliver daempet og konferencier Kristian Svenningsen gaar paa scenen for at praesentere Heidi Mortenson, der oprindeligt er fra Esbjerg, men som nu med Berlin som base pendler rundt mellem Europas metropoler for at spille sin musik. Jeg har gennem aarene v¾ret til mange koncerter - og gik og troede, at jeg allerede havde set det meste. Det her har jeg dog ikke tidligere oplevet. Her taenker jeg ikke paa scenen, som blot har et mikrofonstativ og et bord med en sort dug staaende. Ej heller, at der paa bordet staar en computer, et mini-keyboard og et antal elektroniske bokse, som er forbundet med hinanden i en stoerre spaghetti-ret af ledninger. Naeh, overraskelsen kommer, da Heidi Mortenson gaar paa scenen - sminket med sjaelden - og, vil jeg mene, ikke speciel klaedelig - fuldskaegs-makeup.
Dav, siger hun, og saa gaar hun i gang. Elektronikken leverer musikken, som hun synger til, og indimellem griber hun det lille keyboard eller en af boksene og spiller med.
Sangene er melodiske og baseret paa beats, mens en kroellet mur af elektrostoej blander sig med hendes stemme, som hun ikke er bange for at give fuld power, imens hun energisk bevaeger sig rundt paa scenen. Dertil kommer fine harmonier, rytmiske tvists og sproede lydcollager. én person paa scenen kan blive en stillestaaende oplevelse at se paa. men jeg skal da lige love for, at Heidi Mortenson goer, hvad hun kan for at holde det visuelle i gang. Raa og dynamisk. Foerst ryger jakken, saa ryger blusen (hun har en undertroeje paa indenunder) og i et enkelt nummer ryger bukserne ned om haelene paa hende. I andre numre springer hun ud til publikum, saa vi kan laane keyboardet og bidrage til soloen. Snart ifoerer hun sig en regnfrakke, hun gemmer sig i, eller saetter sig paa scenekanten. I et helt syvende nummer sampler hun sin egen stemme og faar en sang ud af det. Hun slutter sin koncert med at uddele stjernekastere til publikum og selv ifoere sig en tigermaske i plys. Heidi Mortenson udsendte selv sin debut-cd "Wired Stuff" sidste aar. Det er en titel, der passer. Heidi Mortenson er gjort af et underligt stof.
Heidi Mortenson i aktion paa Svalegangen. Fotos: Martin Ballund